En gang imellem oplever man den situation, at man pludselig opdager, hvor meget forarbejde, der egentlig ligger bag noget helt dagligdags, som man ikke skænker så mange tanker, hvis man ikke selv har stået i situationen.
Det skete for mig i sidste uge, da min kone og jeg var involveret i forberedelserne til en fest i vores lokale forsamlingshus. Men vi nogle stykker stillede borde og stole frem – og kvinderne begyndte at dække bordene – ankom det lille band, der skulle underholde os med musik både under spisningen og til den efterfølgende svingom i forsamlingshuset.
De tre mand i bandet slæbte deres musikinstrumenter op på scenen i forsamlingshuset. Der var både trommer – altså slagtøj – og et par forskellige elektriske guitarer – og så selvfølgelig det uundværlige keyboard.
I hver side af scenen placerede de en stor højtaler, ligesom tre mikrofoner blev placeret de rigtige steder.
Alt det var der jo ikke noget overraskende i. Nej, det var mængden af kabler, der på et tidspunkt fangede min interesse. Musikinstrumenter er i vore dage afhængige af elektronik, og de er hver især forbundet til forstærkere og andet grej, der skal sikre den rigtige lyd i den rigtige højtaler.
Jeg faldt helt i staver i beundring over, hvor hurtigt og præcist de tre musikere fik forbundet de mange kabler til mikrofonerne, til det store keyboard tilbehør og til janitsharens trommer – og så derfra videre ud til hver sin højtaler.
De mange kabler var i forskellige farver, så det var nemmere at få dem forbundet rigtigt.