Jeg kan ikke sige, at jeg har oplevet alverden. Men jeg kan sige, at verden er et meget omskifteligt sted. Lige i denne periode, hvor hele kloden forsøger at overleve corona-virusset i de forskellige mutationer, den kommer i, er vi sikkert mange, der drømmer om at kunne komme ud at rejse igen. Ud og se verden. Ud og opleve.
Rejst meget
Sådan set er jeg ikke en af dem, der drømmer om at rejse igen. Jeg kan sige det på den måde, at i det meste af mit arbejdsliv har jeg trænet til at være i karantæne, selvisolation og til at holde afstand. Men på en omvendt måde. Jeg har rejst ualmindeligt meget i mit arbejdsliv. Ofte så meget, at jeg ikke helt vidste i hvilken lufthavn jeg stod og ventede på det næste fly. Jeg måtte ind i en af lufthavnsbutikkerne for at se, hvilken valuta de brugte i landet. Så isolation, social afstand mv. er ikke helt fremmed for mig. Det at bo på hotel og spise på restaurant lyder meget glamourøst. Det er det ikke. Det er ensomt, når man rejser i kraft af sit arbejde.
Mindre positive oplevelser
At jeg så har set meget og oplevet meget, er i dag gode og mindre gode minder. Til de gode hører den tur, jeg var på oppe nord for polarcirklen, hvor jeg arbejdede med naturturisme, og skulle formidle svenskernes måde at tackle naturbeskyttelse deroppe på. Til de mindre gode hører synet af voldsramte kvinder i Kaliningrads gader, som stod og solgte ravkæder, i håb om at få nogle rubler, så de kunne brødføde deres børn. De burde have været på et kvindehjem i stedet for at være på gaden. Mange af dem har været udsat for vold.
Dette minde og dets billeder er brændt fast i min hukommelse. Det er mange år siden nu. Faktisk så var det ikke, så lang tid efter at muren faldt, og der kom en aftale i stand om et frizone‐handelsområde for Kaliningrad. Det har vist ført til, at byen i dag er en af de smukkeste og livligste omkring det baltiske hav. Jeg har ikke været der siden. Men jeg håber, det er sandt, at det er en smuk by nu. Og at der er krisecentre for voldsramte. Dengang jeg var der, var der jo meget vodka i omløb. Alkoholmisbrug og vold går jo ofte hånd i hånd. Ofte går det ud over de svage – børn og kvinder.
Et sjovere minde
Et af de sjove minder er fra en tur, jeg var på i Ukraine. Ikke i Kiev. Jeg kan slet ikke huske, hvad byen hed. Den lå ikke så langt fra Tjernobyl. Så jeg tog dertil med en del betænkelighed og bekymring for mit helbred. Heldigvis er jeg rask. Men det var de børn, som jeg så på det kvindekrisecenter, vi besøgte ikke. Projektet handlede om at uddanne sundhedspersonale på lederniveau, så de kunne få højnet deres standarder. Det var et sjovt projekt. De ukrainske mennesker har så meget humor, og der går ikke få minutter, førend man får sig et godt grin sammen med dem. Måske er det en overlevelsesmekanisme, der sætter ind, når situationen er desperat.