Hos os hedder det adventsgaver

gave

Adventsgaver eller pakkekalender – det er nok et af de store spørgsmål i mange familier. Nok også et spørgsmål, som til en vis grad kan dele vandene i nogle familier.

Lad os slå det fast med det samme: Hos os er der ikke så meget tvivl – her hedder det nemlig adventsgaver.

Tidligere brugte vi pakkekalender

Det skal ikke forstås sådan, at vi er totalt afvisende overfor pakkekalenderen. Da børnene var mindre var pakkekalenderen nemlig også fast tilbehør hos os, hver evig eneste december måned. Den var en skattet og højt værdsat del af julemåneden, som hverken børn eller voksne ville undvære.

Der er noget helt specielt over at se små børn vågne op med forventningens glæde ved spændingen om, hvad dagens pakke mon indeholder. Og så må vi også bare erkende, at børnene ganske enkelt er lettere at få ud af sengen om morgenen i december måned, når de har noget ekstraordinært at stå op til 😊

Men i takt med, at børnene er blevet større, er noget af – for ikke at sige ”stort set alt” – magien forsvundet fra kalenderen med de daglige små pakker.

Lidt større og bedre gaver

I stedet er vi nu gået helt over til kun at give adventsgaver. På den måde kan vi for stort set samme budget, som vi brugte på pakkekalendere tidligere, give fire lidt større og bedre gaver. Og det er helt klart at foretrække synes vi.

Tidligere oplevede vi nemlig, at mange af de små pakker fra kalenderen stort set ikke blev brugt. Nogle af dem havde kun en kort nyhedsinteresse og så fik de eller bare lov at ligge og nogle af pakkerne blev endda slet ikke brugt overhovedet – og det er der jo ikke meget sjov eller fornuft ved.

Bl.a. derfor foretrækker vi nu adventsgaverne. Samtidig kræver det heller ikke nær den samme arbejdsmæssige indsats fra os, når der skal indkøbes fire pakker pr. barn, som når der skal købes 24 til hver. Det bliver immervæk til et helt fuldtidsjob (næsten i hvert fald) i en periode, når man som os har tre børn.

Smag og behag

Langt hen ad vejen er det naturligvis smag og behag, om man er til pakkekalender eller til adventsgaver (eller måske slet ikke til nogle af delene – eller måske endda begge dele!).

Men for os har det været meget naturligt med et skifte fra kalenderen med de mange pakker til nu at give fire lidt større og bedre gaver.

Hvad har I gjort jeres af tanker i jeres familie? Giver I gaver i december måned? Har I pakkekalender eller bruger i adventsgaver?

Giv gerne jeres mening og erfaring til kende i kommentarerne.

Hos os hedder det adventsgaver
Rul til toppen