Man lærer jo af sine fejltagelser. Det har jeg i hvert fald gjort på et enkelt punkt: Under en arbejdsrejse til Italien sidste år fik jeg i et butiksvindue øje på en italiensk og meget billig ismaskine, som kostede langt mindre end de ismaskiner, jeg nogensinde har set i danske forretninger.
Den kostede faktisk kun 79 euro, hvad der svarer til ca. 600 kroner, og den var ikke større, end at jeg godt kunne forsvare at have den med i flyet hjem. Kvalitet koster altså lidt mere – det gælder jo også pander. En Le Creuset pande er for eksempel ikke helt billig, men den holder i mange år.
Jeg skyndte mig at købe den, og da jeg kom hjem, blev børnene selvfølgelig ellevilde ved udsigten til, at vi nu uden ret meget besvær kunne lave hjemmelavet is i rigelige mængder. Og det kunne selvfølgelig ikke gå stærkt nok med at få den afprøvet, så selv om jeg var noget træt efter rejsen, måtte jeg i byen for at få indkøbt de nødvendige ingredienser.
Og isen blev da også særdeles vellykket. Maskinen fungerede perfekt, og i den følgende tid blev den brugt flittigt, men efter et halvt års tid holdt den pludselig op med at fungere. Jeg skilte den ad i et forsøg på at finde fejlen, men der var intet at gøre. Enhver tanke om at reklamere til butikken i Milano, hvor jeg havde købt den, var selvfølgelig umulig, så den måtte bare kasseres.
Men nu var ungerne vænnet til at have en ismaskine, så jeg bøjede mig og gik i en dansk butik, hvor jeg købte en gedigen Philips ismaskine, som jeg håber holder meget længere.