Det var en dårlig efterårssæson for byens fodboldhold, der spiller i landets tredje bedste række. Vi sluttede efteråret som nummer næstsidst i rækken, og vi besluttede i klubbens ledelse at holde en slags brainstorming for at finde ud af, hvordan vi skulle vende stærkt tilbage i foråret og undgå nedrykning.
Vi vidste alle, at der var en dårlig stemning internt på holdet. De enkelte spillere kom tit op at toppes, og når man ikke just er perlevenner udenfor banen, kan det være svært at opnå et ordentligt samarbejde under kampene.
Vi erkendte problemet, så spørgsmålet var bare, hvordan vi fik det løst. Vi besluttede os for at undersøge, hvor dyrt det ville være at få en psykolog ind i arbejdet. Det skulle være en ekspert i konflikthåndtering, og sådan en har vi faktisk her i byen, vidste en af de andre.
Jeg påtog mig opgaven at kontakte vedkommende og forhøre mig om prisen, for det er ikke ligefrem en bugnende pengekasse, vi har i foreningen. Jeg aftalte et møde hos psykologen, som jeg fandt frem til i fagbogen. Her annoncerede han med sin ekspertise i personlig planlægning og stresshåndtering, og den slags mente jeg også, vi havde brug for på fodboldholdet.
Det var et rigtig godt møde, jeg havde med psykologen. Det viste sig, at han er temmelig fodboldinteresseret og ofte kommer på stadion. Derfor var han også indstillet på at tage fat på opgaven til en absolut vennepris. Han fik sat skik på klimaet på fodboldholdet, og vi sluttede sæsonen på en udmærket 8. plads.