Her i min familie er vi to voksne og tre børn. Den ældste af vores børn er 12 år. Den yngste er 5. Vi har fundet ud af, at de er et godt, lille team sammen alle sammen. Selvom der er 7 år forskel imellem den ældste og den yngste, så leger de altså godt sammen. Især når de leger rockband. Det er virkeligt sjovt. De kan godt lide at optræde. Især den lille er helt vild med det. Hun elsker at lege forsanger. Og selv om hun synger pivfalsk og ikke kan udtale ordene ordentligt, så får vi altså en forestilling, der siger spar to til selv nogle af de bedste rockkoncerter, vi har været til.
Lille geni
Vores mellemste er lidt af et geni til det her med lyseffekter, og han er meget seriøs om det. Vi skal være helt stille, inden hjemmekoncerten begynder. Når han har givet grønt lys for, at koncerten kan starte, ja, så får min mand og jeg os et kvarter med gode grin og god musik.
Måske er det vores ældste, som tager det allermest seriøst, når de tre giver koncert. Han ser i hvert fald meget alvorlig ud, når han står der med sin elektriske børneguitar, og giver den som en eller anden rock stjerne. Vores mellemste spiller på de gamle trommer, som vi købte til min mand for snart 10 år siden. De har stået nede i kælderen og samlet støv. Tiden har ikke været der til, at han kunne lære at spille på dem. På et tidspunkt havde vi sat dem til salg. Vi skrev sådan en seddel, som vi hængte op nede ved supermarkedet opslagstavle: ”Køb trommer. Billige.”
Vi bruger hovedtelefoner
De blev aldrig solgt. Så da vores ældste fandt dem nede i kælderen, blev han ellevild. Han er ret god med trommestikkerne. Men trommesættet er godt nok lidt stort til ham. Han er lille af bygning. Men han klarer det faktisk fint. Vi andre er i stedet på jagt efter hovedtelefoner nu…
Vores lille popstjerne har ikke helt styr på det med at synge rent. Men man kan se, at hun er glad for at synge. Hun er også meget glad for at danse. Og det, selvom hun irriterer sine to store brødre, så må hun alligevel gerne lege med.
Skønt at se
Det er sjovt at se. Det er dejligt. Også selvom det lyder forfærdeligt de fleste gange. Men det hænder, at de finder ud af at spille sammen. Det hænder, at hun finder tonen. Det hænder, at det faktisk lyder rimeligt. Måske ikke strålende godt. Men tåleligt. Og det er det vigtigste for os. Vi kan se, at vores børn nyder at lege rockband. De nyder at vise os, hvad de har øvet sig på. Og de nyder at have publikum, som pifter og klapper begejstret. Og sker det, at min mellemste har slukket for lyset, mens koncerten herhjemme i stuen står på, så leger vi med og tænder en lille lighter som tegn på, at vi er med dem. Det er sjovt. Vi kan godt lide at lege med vores børn. Og det synes vi, at vi skal blive ved med, så længe vi kan. Det er jo en slags Corona-sysler, der har indhold, ikke?