Det var et par meget stilfulde unge mennesker, jeg i dag havde besøg af i min guldsmedebutik. De var nydelige begge to, og de var klædt smart og dyrt, så mine erfarne øjne så straks, at det nok ikke var et par, der var på jagt efter billige tilbud.
Det var det heller ikke. De fortalte, at de om et par uger skulle giftes, så nu skulle de købe et par vielsesringe. Jeg tog nogle af kollektionerne frem og begyndte at vise de forskellige designs til parret. Især hun var tydeligt interesseret, og mens de kiggede på ringene, kunne jeg konstatere, at de begge bar forlovelsesringe i en temmelig dyr model, kunne jeg se.
Ofte vælger brudepar jo at få indgraveret ny dato ringene, når de i forvejen har forlovelsesringe. Det gjorde jeg dem selvfølgelig ikke opmærksom på, for jeg skulle da ikke forsøge at snakke dem fra en for mig god handel.
Den kommende brud havde tilsyneladende fundet et par bryllupsringe, hun kunne lide. Det skal være dem her, sagde hun, og hendes kommende mand gik tydeligvis ikke så meget op i det, for han sagde bare, at det skulle selvfølgelig være dem, hvis det var de ringe, hun bedst kunne lide.
Der komme ikke et eneste spørgsmål om prisen, og da vi havde konstateret, at de to ringe passede parret perfekt, trak manden bare sit kreditkort frem og ville betale. Da jeg lettere nervøst sagde, at det blev 21.000 kroner, fortrak han ikke en mine, men betalte bare for ringene.